|
Den sydlige og sydvestlige del af Boest ejerlav udgøres af et stort sammenhængende moseområde. Mod sydvest og vest grænser mosen op til henholdsvis Nørre-Snede og Nørhoved ejerlav. Det område, der betegnes Boest mose strækker sig således også langt ind i Nørhoved ejerlav.
Selve tørvelaget i mosen er af varierende tykkelse. Fra sine steder kun at være omkring en halv meter kan den variere til 2 - 3 meters tykkelse. Tørvelaget består for det hovedpartens vedkommende af det, man kan betegne som skovtørv. Det vil sige, at det er dannet ved tilgroning af tidligere søer, bl. a. ved ophobning af udgåede træer, som er væltet ned i disse. Et sådant tørvelag har et betydeligt indhold af tøstof og derfor en forholdsvis stor brændselsværdi.Vi har i vore dage måske lidt svært ved at forestille os, at der i tidligere tider skullehave været svært at skaffe brændsel her på egnen,når man betragter de enorme skovområder egnen kan byde på.
Går man imidlertid blot 100 år tilbage i tiden må man forestille sig et landskab uden skov. Et landskab, som var domineret af store hedearealer, uden så meget som et eneste træ til at benytte som brændsel. Derfor har vore forfædre fundet ud af at anvende tørven som brændsel.
Ved at betragte det gamle matrikelkort fra sidste halvdel af 1800-tallet får man et tydeligt indtryk af, hvor vigtig tørven har været som brændsel. I slutningen af 1840-erne blev det mere eller mindre almindeligt, at de husstande i Nørre-Snede og omegn lejede et stykke mosejord af en af gårdene i Boest, hvor der kunne graves den nødvendige brændsel. Første gang man støder på en sådan lejekontrakt er i 1843, hvor der i realregistret er noteret en sådan mellem Morten Jensen Skønborg og Thomas Jensen i Boest. Førstnævnte overdrages et stykke mosejord af sidstnævntes ejendom i stedseværende leje.
I begyndelsen lejer man som det ses tørveskiftet for al fremtid. Senere bliver disse lejekontrakter udformet således, at de er gældende i 99 år, for så omkring 1900 at nedsætte lejemålet til at gælde for 49 år.
De gårdmænd og husmænd i Boest, som således kunne supplere indtjeningen var Nedergård, Lundegård, Vejlegård, matr. Nr. 11a, 11c og 1b.
Sammenlagt blev der således bortlejet mere end 100 tørveskifter i den del af Boest Mose, som var under Boest ejerlav.
Det er således ikke svært at forestille sig hvilket leben der har været i Boest mose en sommerdag i slutningen af 1800-tallet. Alle fra nær og fjern har været ude i sin moseparcel for at skære tørv til næste vinters forbrug.
Efterhånden som de tekniske muligheder gjorde det muligt, var der nogle fremsynede personer, som fandt på at lave en forretning ud af tørveproduktionen.
Lokomobilen og benzinmotoren blev opfundet, så det blev muligt sætte en egentlig industriel produktion i gang. Nogen havde selvfølgelig tidligere forsøgt at grave så mange tørv som muligt i løbet af sommeren og sælge dem, der ikke var behov for i egen husholdning.
Men de nye opfindelser gjorde det muligt at producere endnu flere og endnu bedre tørv.
Under 1. Verdenskrig havde Ernst Schultz i Nørhoved igangsat en et moderne ælteværk til produktion af tusindvis af tørv i løbet af en sæson. Han nåede imidlertid ikke at få værket i gang inden afslutningen af krigen havde gjort en ende på behovet for tørv. Med krigens afslutning blev det igen muligt at købe de langt bedre kul.
Under den økonomiske afmatning i 1930-erne blev der igen mulighed for at producere tørv i Boest Mose. Pengene var små og den udenlandske brændsel blev for dyr at anskaffe, derfor benyttede bl.a. et par husmænd i Boest chancen til igen at iværksætte tørveproduktion i mosen.
En af disse husmænd var Hans Kristensen på Moselund. Efter en kort start købte han "det gamle" værk af Ernst Schultz i Nørhoved og flyttede det til sin parcel i Boest Mose. Nu kunne den store industrielle produktion gå i gang.
Krigsudbruddet i 1939 og besættelsen i 1940 gjorde selvfølgelig ikke forretningen dårligere.
Det var nu ikke længere muligt at købe den attraktive udenlandske kul, så den eneste konkurrence der var til tørvene var brunkullene, som også i stor stil blev gravet bl.a. i Grættrup.
Produktionen af brunkul kunne imidlertid langtfra stå mål med behovet for brændsel, så alle gårdmænd og husmænd i Boest, som havde et stykke tørvejord til rådighed, etablerede sig som tørveproducent.
Under og umiddelbart efter krigen kan nævnes en stribe af større og mindre producenter i Boest:
Ud over disse større producenter var der selvfølgelig også nogle mindre.
| 
