Print
Sitemap
 
Sidste nyt
 
28.04.2012

søndag den 29. apr. & søndag den 6. maj lukket pga. konfirmation 

Galleri Bankgaard

Fernisering lørdag den 28. april kl. 14.00 – 16.00 på Udstillingen ”TRIANGLEN”

 

Det er en fornøjelse igen at kunne præsentere 3 af Galleri Bankgaards kendte kunstnere. Lizette Xenia Nordstrøm Kessler, Bjarne Ohn og Gorm Flagstad. Denne gang i en fælles udstilling.

Det er altid med den største interesse, jeg møder deres billedverden, som måske ved første øjekast  kan virke lidt utilnærmelig. Men hvis man som beskuer giver sig lidt tid - og eventuel vender tilbage, er der mulighed for at stifte et mere indgående bekendtskab med den verden, som disse tre kunstnere bevæger sig i - om end den er nok så forskellig.

Kunsten har flere funktioner for os som beskuere. Den kan være med til at gøre verden smukkere. Men den har i høj grad også en funktion som øjenåbner i forhold til den verden, som omgiver os.

Samtidig har kunsten en vigtig mental funktion - såvel for kunstneren, som beskueren. Ved at beskæftige sig med kunst har man mulighed for at bearbejde de sindstilstande, som af den ene eller anden grund kommer til os alle.

Kunstnerne har hver deres tilgang til arbejdet med former og farver i forbindelse med formidlingen af budskabet. Uanset hvor dystert emnet måtte være, kan man ikke undgå en følelse af nærmest lethed og opstemthed, når man giver sig tid til at stifte nærmere bekendtskab med disse tre kunstneres værker.

 

 

 

Udstillinger resten af året.

 

Fernisering lørdag den 14. juli kl. 14.00 – 16.00 juli på udstilling med kunstnergruppen Kælderen i Horsens.

 

Fra mandag den 3.sept. 2012 kan der indleveres billeder til årets censurerede udstilling.

Pris 100,- kr./værk.  Fernisering på den censurerede udstilling lørdag den 15. sept. 2012 kl. 14.00 - 16.00.

 

Årets sidste udstilling bliver bl.a. med Svend Boe Haugaard Nielsen fra Tønder.

Fernisering lørdag den 14. okt. 2012 kl. 14.00 – 16.00.

 

Galleriet  er  åben hver lørdag og søndag fra kl. 13.00 – 17.00 eller efter aftale.

 Venlig hilsen

Jens E. Pedersen

 
 
 
Slægtsforskning

Jeg har på nuværende tidspunkt udgivet en slægtsbog om Slægten fra Bakkjær.
Denne slægtsbog er først og fremmest et resultat af mine slægtninges ønske om,
at få kendskab til den del af slægten som er nulevende.
Det drejer sig om efterkommerne efter min mormors mors forældre.
Vi har vel alle en eller anden begrundelse for, at det netop blev dette,
som kom til at interessere os. For min har har min mormor nok været den direkte årsag.
 
Såfremt det måtte være interessant for nogen, søger jeg følgende efterkommere:
For min egen slægts vedkommende.
Min tipoldemor fra Bakkjær i Velling var en Munk. Hun var født i 1843 på proprietærgården
Charlottenlund i Kragelund nord for Silkeborg. Hendes far hed Søren Anker Munk.
Han var født i 1798 på Vejbjerggård ved Lemvig.
Hans far, Niels Severin Munk var søn af præsten Søren Anker Munk, præst på Børglum Kloster.
 
Præsten Søren Anker Munk var født 1716 i Horsens som søn af købmand Niels Munk,
men her fortaber sporene sig. Søren Anker Munk blev i sit andet ægteskab gift med Birgitte Virnfeld (Virenfeld) fra godset Lerbæk ved Frederikshavn.
 
Desuden søger jeg efterkommere på min fars side
Det drejer sig om slægtninge med navnet Lystlund.
Min tipoldefar, Jens Andersen Lystlund var født i Thyregod i 1810.
Han var lærer i bl.a. Boest og Frisbæk indtil omk. 1881 og boede på et husmandssted  i Boest.
 
Der var en del børn, som ikke alle bar navnet Lystlund, men skulle nogen genkende navnet hører jeg gerne.
 
Denne Jens Andersen Lystlund havde en bror ved navn Christian Andersen Thyregod,
som for indtil omk. 100 år siden var kendt som degneforfatter.
Han var en af datidens kendte forfattere af mange fortællinger for og om almuen.
Også denne gren af slægten kunne det være interessant at høre fra.
 
Slægtninge til min afdøde kone, Bodil Wittendorff Sørensen
Jeg er i besiddelse af en slægtsbog for slægten Wittendorph (Vittendorf) som slutter omkring 1950.
 
Det kunne derfor være interessant at høre fra nulevende personer af denne slægt.
I slægten indgår også navne som:
  • Emlington Darling
  • Plesner
  • Reutze
  • Risom
  • Hoff
  • Kruse
  • Bang
  • Munkeberg
  • Grundet
Anerne går her tilbage til Anders Sørensen Vedel i Ribe og Hans Tausen.
 
Slægtsbøger generelt
Jeg er meget gerne behjælpelig med praktiske forslag i forbindelse med udgivelse af slægtsbøger, såvel når det drejer sig om selve udformningen, som med hensyn til trykning og indbinding.