Print
Sitemap
 
Sidste nyt
 
28.04.2012

søndag den 29. apr. & søndag den 6. maj lukket pga. konfirmation 

Galleri Bankgaard

Fernisering lørdag den 28. april kl. 14.00 – 16.00 på Udstillingen ”TRIANGLEN”

 

Det er en fornøjelse igen at kunne præsentere 3 af Galleri Bankgaards kendte kunstnere. Lizette Xenia Nordstrøm Kessler, Bjarne Ohn og Gorm Flagstad. Denne gang i en fælles udstilling.

Det er altid med den største interesse, jeg møder deres billedverden, som måske ved første øjekast  kan virke lidt utilnærmelig. Men hvis man som beskuer giver sig lidt tid - og eventuel vender tilbage, er der mulighed for at stifte et mere indgående bekendtskab med den verden, som disse tre kunstnere bevæger sig i - om end den er nok så forskellig.

Kunsten har flere funktioner for os som beskuere. Den kan være med til at gøre verden smukkere. Men den har i høj grad også en funktion som øjenåbner i forhold til den verden, som omgiver os.

Samtidig har kunsten en vigtig mental funktion - såvel for kunstneren, som beskueren. Ved at beskæftige sig med kunst har man mulighed for at bearbejde de sindstilstande, som af den ene eller anden grund kommer til os alle.

Kunstnerne har hver deres tilgang til arbejdet med former og farver i forbindelse med formidlingen af budskabet. Uanset hvor dystert emnet måtte være, kan man ikke undgå en følelse af nærmest lethed og opstemthed, når man giver sig tid til at stifte nærmere bekendtskab med disse tre kunstneres værker.

 

 

 

Udstillinger resten af året.

 

Fernisering lørdag den 14. juli kl. 14.00 – 16.00 juli på udstilling med kunstnergruppen Kælderen i Horsens.

 

Fra mandag den 3.sept. 2012 kan der indleveres billeder til årets censurerede udstilling.

Pris 100,- kr./værk.  Fernisering på den censurerede udstilling lørdag den 15. sept. 2012 kl. 14.00 - 16.00.

 

Årets sidste udstilling bliver bl.a. med Svend Boe Haugaard Nielsen fra Tønder.

Fernisering lørdag den 14. okt. 2012 kl. 14.00 – 16.00.

 

Galleriet  er  åben hver lørdag og søndag fra kl. 13.00 – 17.00 eller efter aftale.

 Venlig hilsen

Jens E. Pedersen

 
 
 
Lokalhistorie

Vrads herred
Set i lyset af den standende debat om størrelsen af de administrative enheder og sammenlægningen af kommuner, er den fælles identitet ikke uden betydning. I lokalhistorisk sammenhæng har vi i Nørre Snede op gennem historien været administrativt underlagt Vrads Herred, som allerede i begyndelsen af 1700-tallet blev sammenlagt med Thyrsting Herred til Thyrsting-Vrads Herred.
 
Denne sammenlægning for hen ved 300 år siden, har givetvis også været begrundet i et for lille befolkningsunderlag for en selvstændig enhed. Når man ser på de gamle kort over herredsinddelingen bestod Vrads herred stort set af et område svarende til, hvad vi kender som kommunerne Them, Nr. Snede og Tørring. Det, der skete ved en sammenlægning af herrederne Vrads og Thyrsting, var stort set, at også Brædstrup kommune kom med.
 
Når man derfor set i lokalhistorisk sammenhæng skal definere, hvor tilknytningsforholdet føles stærkest, eller for den sags skyld, hvor de naturlige handelsforbindelse har været, så er det helt klart indenfor dette område, med Horsens som den naturlige købstad.
Der er i vore dage en stadig stærkere tendens til at søge tilbage til rødderne.
 
Når Lokalhistoriske emner og bøger i tiden har så stor interesse, kan det selvfølgelig skyldes flere forhold. Men et af forholdene kan være, at vi føler os stadig mere fremmedgjorte overfor de administrative enheder, som vi på den ene eller anden måde bliver en del af.
 
Vi kan selvfølgelig ikke leve i et arbejdende museum i vor tid. Men skal vi bruge historien til noget, kunne det være dette, at give mulighed for at vi i de nye administrative enheder også får mulighed for at få "sjælen med". At vi har en mulighed for at genkende os selv i de nye sammenhænge.
 
Nørre Snede
Nørre Snede har fra arilds tid været et trafikknudepunkt, beliggende som den er på Jyllands højderyg. Byen er utvivlsomt opstået som det sted, hvor man gjorde holdt når man var på rejse ad Hærvejen. Sagnet beretter endvidere om en hellig kilde, som de vejfarende søgte til for at blive helbredt.
 
På den baggrund blev her for hen ved tusinde år siden indrettet et gæstgiveri, Nørre Snede Kro. Og samtidig har den hellige kilde givet grundlag for byggeriet af en af Danmarks ældste kirker, Nørre Snede kirke.
 
I lokalhistorisk sammenhæng bestod det gamle Nørre Snede sogn af mange mindre landsbyer, hvoraf ingen skilte sig væsentlig ud i størrelse. Foruden Nørre Snede var der tale om Ejstrup, Hampen, Nørhoved, Grættrup og Boest. Den sidste af disse har jeg gjort til genstand for et nærmere studium i den planlagte bog, Boest Historie.
 
Som en slags vartegn for Nørre Snede havde byen gennem mere end hundrede år Nørre Snede Mølle indtil den i 1972 blev solgt til Elk Horn i Iova, USA.