Fernisering lørdag den 28. april kl. 14.00 – 16.00 på Udstillingen ”TRIANGLEN”
Det er en fornøjelse igen at kunne præsentere 3 af Galleri Bankgaards kendte kunstnere. Lizette Xenia Nordstrøm Kessler, Bjarne Ohn og Gorm Flagstad. Denne gang i en fælles udstilling.
Det er altid med den største interesse, jeg møder deres billedverden, som måske ved første øjekast kan virke lidt utilnærmelig. Men hvis man som beskuer giver sig lidt tid - og eventuel vender tilbage, er der mulighed for at stifte et mere indgående bekendtskab med den verden, som disse tre kunstnere bevæger sig i - om end den er nok så forskellig.
Kunsten har flere funktioner for os som beskuere. Den kan være med til at gøre verden smukkere. Men den har i høj grad også en funktion som øjenåbner i forhold til den verden, som omgiver os.
Samtidig har kunsten en vigtig mental funktion - såvel for kunstneren, som beskueren. Ved at beskæftige sig med kunst har man mulighed for at bearbejde de sindstilstande, som af den ene eller anden grund kommer til os alle.
Kunstnerne har hver deres tilgang til arbejdet med former og farver i forbindelse med formidlingen af budskabet. Uanset hvor dystert emnet måtte være, kan man ikke undgå en følelse af nærmest lethed og opstemthed, når man giver sig tid til at stifte nærmere bekendtskab med disse tre kunstneres værker.